Smurfit Westrock Scandinavien vinder tre WorldStars i global emballagekonkurrence
2025-01-10T00:00:00

Smurfit Westrock Scandinavien vinder tre WorldStars i global emballagekonkurrence

Prisvindende løsninger sætter nye standarder for bæredygtighed og innovation

Smurfit Westrock Skandinavien er stolte over at have vundet tre prestigefyldte WorldStars ved årets WorldStar Packaging Competition 2025. Disse priser er en del af Smurfit Westrocks globale succes, hvor virksomheden i alt har modtaget imponerende 10 WorldStars. De tre priser til Skandinavien fremhæver regionens bidrag til innovation og bæredygtighed i emballageindustrien.

"At være blandt de virksomheder, der opnår global anerkendelse med hele 10 WorldStars, og at tre af dem er fra vores skandinaviske team, er en enestående præstation. Det understreger vores evne til at udvikle løsninger, der både skaber værdi for vores kunder, men også bidrager til en mere bæredygtig fremtid," siger Per Frederiksen, CEO for Smurfit Westrock Skandinavien. "Denne succes er et bevis på vores medarbejderes dedikation og vores strategi om at sætte innovation og bæredygtighed i fokus."

De tre prisvindende emballageløsninger fra Smurfit Westrock Skandinavien demonstrerer virksomhedens evne til at tænke nyt og skabe løsninger, der gør en reel forskel:

Bag-in-Box® løsning til Masava Kemi
Smurfit Westrock har udviklet en innovativ Bag-in-Box® løsning, der erstatter de traditionelle plastdunke til Masava Kemi, som producerer rengøringsmidler til den maritime industri. Emballagen er fremstillet af massivpap, der tåler fugtige forhold, mens den indre pose er specielt designet til at håndtere rengøringsmidler med varierende pH-værdier. Løsningen har hjulpet Masava Kemi med at reducere plastaffald og eliminere risikoen for havforurening, samtidig med at den reducerer håndteringsomkostningerne og tilbyder sikker bortskaffelse i skibsgeneratorer.

"Grab and Go"-emballage til Amokabel
Amokabels nye emballageløsning sætter en ny standard i kabelindustrien. Smurfit Westrock udviklede en 100% papbaseret kabeltromle, der reducerer plastforbruget med cirka 1 kg pr. tromle. Emballagen er fuldt genanvendelig og kombinerer funktionalitet og bæredygtighed. Med sit praktiske design og iøjnefaldende brandingmuligheder styrker denne løsning Amokabels position på markedet. 

Bakke i bølgepap erstatter plastikbakke til Tropica Aquarium Plants
Til Tropica Aquarium Plants blev plastbakkerne erstattet med en 100% genanvendelig bakke i bølgepap, som sparer 12,4 tons plast årligt. Bakken beskytter produkterne under transport og optimerer logistikken ved at reducere CO2-udledningen. Emballageløsningen er et eksempel på, hvordan bæredygtighed kan integreres i design uden at gå på kompromis med funktionaliteten.

Smurfit Westrock Skandinavien fortsætter med at udvikle emballage, der ikke efterlader spor til fremtidige generationer, samtidig med at vi skaber værdi for vores kunder.

Worldstar winner 2025